Møllers have. Hvorfor er der pludselig ingen ynglende stære i haven?
Stæretomt
Solsorten synger virkelig dejligt, men det er uden sidestykke stærene, der er havens festligste fugle. Deres ankomst om foråret i marts-april imødeses hvert år med forventning og stor glæde. Det er også en kæmpe fornøjelse, når de regnbueglitrende ynglefugle lander, og hannerne lader deres boblende, kogende og piftende grundtoner tilsat spovefløjt, rødbenekald, fasanskræp, hanegal og utallige andre opsnappede lyde gjalde ud over haven.
I mange år var der årligt to til tre ynglepar i havens stærekasser. Men i 2023, hvor de første stære ankom 13. marts, steg antallet helt overraskende til hele syv par stære. Det var især forbløffende i betragtning af, at stærebestanden på landsplan længe har været i tilbagegang.
Der var i alt otte kasser til rådighed for stærene i haven – fem autoriserede stærekasser plus tre mejsekasser, hvor den store flagspætte havde hakket indgangshullet større på de to og med sit tømrernæb ganske enkelt havde lavet en ny indgang på siden af den tredje for at komme uden om den metalplade omkring indgangshullet, der ellers begrænsede adgangen til mejsestore og mindre fugle. Spætten brugte dog ikke selv nogen af de ombyggede kasser, men optrådte her de facto som stærenes velgører ved at øge den stæretilgængelige boligmasse. Det tilmed på et tidspunkt, hvor der tydeligvis var stor efterspørgsel på endnu flere af de etværelses, idet flere stærepar var i direkte slagsmål om de tilbageværende. Da den sidste stæreunge af årets kuld fløj ud i verden 3. juni, kunne resultatet gøres op: Af de syv, måske otte par fik de fem unger på vingerne.
Den eneste mulige forklaring på denne gode og ret overraskende bestandsfremgang måtte være forbedrede fødemuligheder, ved at en græsningsfold med skotsk højlandskvæg små hundrede meter herfra var blevet udvidet. Åben, lav vegetation og i særdeleshed græsningsarealer med kreaturer og insektrige kokasser er sagen for fødesøgende stære.
Stære kan flyve forholdsvis langt omkring efter mad og det skulle i hvert fald ikke være boligmangel, der begrænsede stærebestanden heromkring. Derfor måtte hjemmesnedkeriet for en sikkerheds skyld i sving: I løbet af vinteren og det tidlige forår forud for ynglesæsonen 2024 blev gamle kasser taget ned til udbedring og nye bygget, således at antallet af stærekasser på de udragende spær under tagskægget på husets nordside blev bragt op på syv. Derved var der mindst ti kasser til rådighed i haven. Det var lidt sværere at få overblik over dette års ynglesucces end tidligere år, men da den sidste unge fløj ud 15. juni, havde der i hvert fald været syv-otte, måske flere par.
DA DEN NYE stæresæson oprandt i marts i år, sad der hele 12 stærekasser klar til at modtage de kære gæster – de fleste velbyggede, solide kasser på gode, kattesikre steder. På baggrund af de mange ynglepar sidste år så jeg frem til et vældigt og fuldtonet rykind af muntre stære, der ville få haven til at koge af stærelyd.
De første stære lod sig se i haven en af de sidste dage i marts og gav umiddelbart indtryk af at være stedkendte, men efter at have set nogle af boligerne an fløj de igen. Det er vist ofte således, at ynglefugle og unger fra tidligere år kommer på forbesøg og ser faciliteterne an, inden de etablerer sig og for alvor indleder ynglevirksomheden.
Men da der i begyndelsen af april stadig ikke var flyttet nogen stære ind i kasserne og stadig ikke lød stærejubel fra havens træer, drog jeg ud for at se, om de ovennævnte højlandsdyr var fjernet og deres græsningsareal inddraget til andre formål. Men såvel græsland som de langhårede og -hornede var der stadig. Og jævnligt har vi efterfølgende kunnet høre dem brøle derovrefra. Så det kunne ikke være forklaringen på stærenes ærgerlige fravær.
Fra tid til anden i april og maj, og endda så sent som 24. maj, var der en enkelt stær på besøg i haven. Fuglen på det seneste besøg undersøgte de to stærekasser i kirsebærtræerne, men fløj videre mod nord efter kort tids ophold i haven. Om det var den samme stær eller andre fugle, der var på besøg, er ikke til at sige.
NU ER STÆRENES ynglesæson ved at ebbe ud, så nyetablering virker ikke længere sandsynligt, slet ikke efter at vi er trådt ind i juni måned.
Det er mig helt ubegribeligt, at havens stæreboliger har stået rungende tomme dette forår (bortset fra indflyttede skovspurve i en af dem). Og jeg kan ikke umiddelbart se nogen god forklaring på fraværet. Det er svært at tro, at andre lokaliteter i nærheden, inklusive skovene, byder på bedre boligforhold.
Det ser således desværre ud til, at 2025 bliver det første år i dette årtusinde uden ynglende stær i haven.
Der er ikke andet for end at satse på, at de dejlige fugle kommer igen i 2026. Og lade oplevelsen af det storslåede stærefænomen Sort Sol i marsken i Sønderjylland udfylde mindst én dag af ventetiden.
Del:
