Danskerbingo. Sportsjournalisten er en vennesæl forfører, der ikke afstår fra at misrepræsentere virkeligheden, så længe det tjener nationens og heltens ære.
Sportens heppekor
Et gammelt, ildesindet ord lyder, at sportsjournalister er mere til sport end journalistik. Og det er da også stadig sværere at overse branchens udbredte rolleforvirring. For hvornår slutter den uhildede rapport, og hvornår begynder den partiske begejstring? Overgangen er umærkelig, og ofte får man fornemmelsen af, at sportsjournalistikken – med få undtagelser – snarere end kritisk, undersøgende eller perspektiverende er et stolt heppekor.
Det var det indtryk, det årlige Sport 2025-show i Jyske Bank Boxen i Herning først på måneden efterlod. Igen var det tid til at hylde nationens dygtigste idrætsudøvere, og samlet var sportens top, politikere og journalister til galla med kåringer og optrædener af tidens største musikere – live på DR. I et bragende indledningsnummer lipsyncede to af public service-stationens mest kendte sportsværter til Tina Turners »The Best«, mens de dansede tæt op ad de indbudte sportsprofiler.
Del:


