I denne uge har Ole Bornedal premiere på sin efterfølger til Nattevagten fra 1994, og dermed minder han os endnu en gang om, at meget af filmkulturen i disse år føles som gentagelser. De fleste har opdaget, at genindspilninger og efterfølgere har overtaget Hollywood, men i de seneste år er flere kunstnerisk orienterede instruktører, hvis navne ikke ligefrem skriger sequels, også begyndt at vende sig mod det allerede kendte. Ud over Bornedal kunne man herhjemme pege på Lars von Trier, der i fjor udsendte tredje sæson af Riget, og Fenar Ahmad, der tidligere i år lavede en efterfølger til sin succesfilm Underverden.

Gentagelserne dominerer ikke kun, når det kommer til indhold og ideer, de kan i endnu højere grad spores på udtrykssiden – de fleste produktioner ligner noget, vi har set før. Overgangen fra analog film til digital fotografering har givet de fleste produktioner en dybdeløs, glittet professionel overflade. Derudover er stort set alle danske film skåret over den samme slaviske struktur med afvikling af tre tydeligt markerede akter, og de fleste instruktører har en konventionel tilgang til iscenesættelse, klipning og kameraføring, der gør, at meget lidt skiller sig mærkbart ud fra det, vi allerede kender.