I en stadig mandsdomineret branche er Sofia Coppola en af de få instruktører, der konsekvent laver film om kvinder. Et nærmere blik på hendes værk viser dog, at hun primært beskæftiger sig med én særlig kvindetype: Hendes hovedpersoner er altid materielt privilegerede, men også passive og en smule selvudslettende; for det meste fordi deres tilværelse er defineret af forholdet til en berømt, ofte ældre mand.

En vulgærfreudiansk analyse ville sikkert påstå, at Coppolas kunstneriske blik er defineret af hendes egen biografi. Hun er datter af instruktørlegenden Francis Ford Coppola, og hun fik hele infrastrukturen til sin karriere foræret i form af hans produktionsselskab og netværk. Selv efter en årtier lang succesfuld karriere truer hendes fars skygge altid med at stemple hende som blot en nepo baby – skældsordet, der for tiden bruges flittigt til at afskrive Hollywoods mange sønner og døtre, som får filmbyens tyktflydende nepotisme ind med modermælken.