Sorgmunter smag

Landgangsbrødet er en halv meter langt, måske endda længere. Mortadella-pølse og provolone-ost ligger stablet højt i det hvide brød, og hver skive bliver holdt sammen af en tandstik med en kvast farvet glanspapir i toppen.

»Bourdain style hero« står der på et lille skilt, for den vanvittigt karismatiske kok, forfatter og tv-vært Anthony Bourdain elskede mortadella, og selvom en »hero« i denne sammenhæng er en sandwich, er det alligevel, som om det lille skilt også tjener som en efterlysning i aften: Kom, Bourdain-lignende helt, vi har brug for dig!

Museum of Food and Drink ligger lige akkurat i Brooklyn, klemt inde mellem Brooklyn Bridge og Manhattan Bridge. Udenfor er aftenen varm, ikke helt ulideligt fugtig, men tæt på. Indenfor står lyserøde stole på række, her er klimaanlægskøligt, rødvin i plastglassene, folk, der spiser helte, folk i søgen efter en helt.

Laurie Woolever var Bourdains assistent og skrev hans sidste bog, World Travel: An Irreverent Guide, færdig efter hans utidige død. Bourdain tog sit eget liv i 2018, bogen udkom i 2021, da nedlukningen føltes endeløs; nu findes bogen i paperback, det er anledningen til aftenens arrangement, hvor Woolever skal tale med den prisvindende The New Yorker-madskribent Helen Rosner om Bourdain, om bogen og om at skrive, spise og rejse.

Publikum er primært midaldrende, de er vildt smarte i tøjet, skødesløst elegante og velplejede. De taler animeret, udveksler opskrifter og stakåndede udbrud – »vietnamesisk coleslaw!« – før de to kvinder går på, og klapper ivrigt, næsten henført, da de viser sig. Det er så rart, faktisk totalt forfriskende, at være i USA, hvor uironisk begejstring er det mest almindelige.

Forleden dukkede en kommentar fra X op på min telefon, en kvinde skrev: »Vi savner ikke vores eks, vi savner Anthony Bourdain.« Selv tænker jeg mere på min eks end på Bourdain, men det mindede mig alligevel om, hvor frydefuldt det er at se og læse ham: Han skriver så godt om kød og knive, han rejste med træsko på, gik lige ind i verden, åbnede den med sin appetit – nej, snarere sult – og følsomhed. Han forekom så frygtløs.

I aften taler Woolever åbent om sin sorg og sit savn, hvor lykkeligt det var at skrive bogen, fordi det hjalp. Hun gør sig også umage med at tegne Bourdain som andet og mere end en helt, han var også hård, vanskelig, og hun ville ønske, hun kunne tage ham med til psykolog.

Stemningen bliver lettere, da de to kvinder taler om mad, det er også det, mad kan, og Bourdain kunne – han forstod, at når det gælder mad, »er det obskure ikke nødvendigvis det bedste«, siger Rosner. Selv går hun efter interessante oplevelser, når hun skriver, hun siger, at hun er mere »thinky« i sin tilgang, altså mere intellektuel og mindre følsom, og at tv egner sig bedst til at vække sanserne. Da publikum får lov til at stille spørgsmål, protesterer en gæst over denne skelnen mellem hoved og mave: »Jeg bliver altså sulten, når jeg læser dine anmeldelser!« Publikum elsker de to madskribenter, og Bourdain er blevet Tony, alle er på fornavn med ham nu, takket være Rosner og Woolever.

Heldigvis er der stadig en længde landgangsbrød tilbage, da arrangementet er forbi, og selvom vi selvfølgelig ikke spiser Bourdain, når vi spiser en af hans livretter, det er alligevel for skørt, er der noget særligt ved denne hero-sandwich. Den sidste times intense kollektive savn har givet det hvide brød og den lyserøde pølse en helt særlig sorgmunter smag.