Blik. Fotografisk Center fylder 25, og direktøren gennem ti år takker af. Det markeres med en retrospektiv jubilæumsudstilling, der punktligt falder i staver over kamerakunstens kategorier.
Sølvstænk fra de gyldne år
25 år er gået. Siden det var sommer i 1996, og Fotografisk Center åbnede sine døre for det næsten hjemløse kunstfotografi. Selv husker jeg bedst den sommer for Ivan Pedersens bløde rockhår, bølgende fremover fra midterskilningen, i et »ooooh Atlanta«. Og så husker jeg, at det var varmt, og at vi var i Tivoli for at fejre Bjarne Riis’ Tour-sejr, hvor mine forældre tog en håndfuld håbløse billeder af os børn i modlys. Jeg var otte år og allerede barn af sydsjællandsk parcelhusliv. I min familie betød »kultur« bestandig noget med sport, og fotografi var udelukkende de glatte stykker papir, som boede i familiealbummet, fremkaldt med en altid distinkt tvivl om resultatet.
Langt derfra, på de bonede gulve i hovedstaden, blev København dét år hyldet som europæisk kulturby. Et historisk kulturår, der stadig smager gevaldigt mere succesfuldt end Aarhus’ 2017, for ud af Kulturby96 voksede der vægtige og endnu levedygtige institutioner som VEGA, Arken og Kulturværftet i Helsingør – og altså også Fotografisk Center, som kommunen etablerede og dedikerede til fotokunsten.
Del:
