Megabyen

Den 11. september 2001 var jeg lige begyndt på efterskole. Vi var på lejrskole på Djursland for at blive rystet sammen. Vi sad ude foran hytten, sen eftermiddag. Så kom Jannick gående forbi, en rar fyr, med røde kinder, fra Skanderborg. Han gik altid hvileløst rundt på skolens gange, brummende med sin Eddie Vedder-stemme. Han havde selvfølgelig også guitaren foran sig nu, men blikket i hans øjne var anderledes. Alvorligt. »To fly er fløjet ind i Tvillingetårnene, et i Pentagon og et fjerde er styrtet ned,« sagde han. Vi var 15. Jannick havde en tendens til at overdrive.

Nogle ville sige, han simpelthen løj, men det her kunne man jo ikke lyve om? Det var for stort, for udslagsgivende. Vi blev samlet, lærerne fortalte, hvad der var sket. Så vidste vi, hvad der var sket, men hvad vidste vi? Der var intet fjernsyn. Senere, nu var det aften, kom nogle elever tilbage til vores sovesal. De havde tilsyneladende fået lov til at komme inden for i lærernes hytte, hvor der var et fjernsyn, og der havde de set det: flyene, der flyver ind i siden på bygningerne. Det havde kørt i sløjfe, igen og igen, fortalte de. Den dag i dag er en del af mig sikker på, at jeg var med oppe i lærernes hytte. At jeg også så de billeder. Men det var jeg ikke, og det gjorde jeg ikke.