Selfies fra fortiden

Verdensberømte Edvard Munch er ikke hverdagskost på vores udstillingsbreddegrader, og derfor er det skønt at se, at Willumsens Museum i Frederikssund har anledning til at vise en lille fortættet særudstilling om den norske kunstners fotografier. Det eksperimentelle jeg – Edvard Munch og fotografiet hedder udstillingen, der er båret frem af en engelsksproget bog om emnet med tre essays om de forholdsvis få, men signifikante fotografier, Munch optog i det Kodak-kamera, han købte i 1902 som 39-årig. Han var da altså allerede en moden kunstner, der tog stilling til, hvad han så og ville se. Og på udstillingen er svaret i mange tilfælde: sig selv, hvorfor ordet »selfie« da også dukker op som en nutidig perspektivering af stoffet. Han eksperimenterer med sig selv, han er motivet, optaget med selvudløser, hvilket gør, at der opstår spøgelseslignende omrids og aura, når han bevæger sig foran kameraet for at åbne og lukke for optagelsen.

De 60 reproduktioner af de originale småbilleder er spændende at nærstudere og fint iscenesat på museet. I tilgift får vi en god håndfuld grafiske arbejder, der giver klangbund for fotografierne, men man savner naturligvis et enkelt relevant maleri, der ligner det fotografiske forlæg, som tilfældet er med fotografiet af modellen Rosa Meissner på hotelværelset i Warnemünde 1907, hvor det ser ud til, at der er fuld overensstemmelse med forlægget og det færdige maleri, som man kan se det forklaret i bogen. Maleriet har titlen Grædende kvinde, og det er interessant, at følelserne er indskrevet i maleriet uden at være det i fotografiet.