Sprogalkymi. Mødet med konceptkunstens grand old man Lawrence Weiner i Holstebro kan virke som en hård nyser. Men der er sprængkraft i den filosofiske askese.
Tæt på regnbuen
Det er en herlig ouverture at krabbe sig gennem Holstebro Kunstmuseums Louisiana-agtigt forskudte moduler, før man når frem til målet, Lawrence Weiners installation i Færch-fløjens kridhvide rum, som museumsarkitekten Hanne Kjærholm nåede at få igangsat i sit dødsår 2009. Først et broget udvalg fra den klassisk modernistiske tradition, som museet excellerer i – Henry Heerup, Ejler Bille, Astrid Noack, Erik Thommesen, Olivia Holm-Møller, Tal R, isprængt passende dialoger med afrikanske masker og balinesiske fabelvæsner – og så, ritsj, flås kludetæppet itu til fordel for noget, der kunne ligne en køligt forstandsklar himmel.
Hvad der møder øjnene hen over de i øvrigt nøgne vægge, er mestendels skarpskårne, haiku-agtige sætninger i Weiners simple, dog visuelt fængende typografi: kantede blokbogstaver med stedvist fyld af rødt, blåt, gult eller grønt. Fordelt som tavlenoter i en nørdet fysikforelæsning og ledsaget af tilpas abstrakte glyffer såsom firkantede kasser, plustegn, pile og dynamiske kruseduller. Når den amerikanske konceptkunstner har betitlet denne serie af sprogskulpturer Close to a Rainbow, er det imidlertid en god teaser, for på samme måde, som man aldrig når fysisk frem til regnbuen, er Weiners koncepthimmel ubestemt forskudt mellem de egentlig højst materielle fænomener, der bærer den oppe, fra farvepigmenter over mursten til lysreflekser. Håndgribelige verdensingredienser, som desuden gøres til tema for de ellers så kropsløse sentenser, der derved virker en smule tungere og tilsvarende egnede som skulpturelt materiale.
Del:
