Haderslev. I Winds Bogtrykkeri er Kunsthal 6100 rykket ind, men den opererer ofte også ude i byen, for der er brug for det kunstneriske blik på det hele.
At tænke med kunsten
Tag min hånd,« står der oppe på væggen i Gåskærgade. Og nede i Jomfrugangen: »Jeg gemmer mig på bagsiden.« Det er kunstneren Gudrun Hasle, som har været på spil rundtomkring i Haderslev, og sætningerne på husene – tilsammen værket Byen føler – udspringer af hendes samtaler med byens borgere om deres minder om stederne.
»Udgangspunktet er altid, at kunstneren skal forholde sig til Haderslev, når de arbejder her,« siger Marie Dufresne, kurator og grundlægger af Kunsthal 6100. Den åbnede hun i 2019 i trykkehallen i det tidligere Winds Bogtrykkeri, og i resten af bygningen bor en række kreative firmaer. Haderslev har både Torvet og »det andet torv«, Gravene, og på Gravene 12 ligger Kunsthal 6100 med hele torvets offentlige rum som en dejlig legeplads for kunsten lige uden for dørene. Jesper Aabilles regnbuefarvede bænke står der endnu; de blev til som et hurtigt opstået projekt under pandemien: en mulighed for at mødes udendørs. De børn og unge, som deltog i at male, har fået deres navne på bænkene. Og springvandet springer. Det var tørlagt og trist, da Marie Dufresne flyttede tilbage til sin gamle hjemby Haderslev i 2017. Som et af sine første projekter hentede Dufresne kunstneren Rune Bosse til byen, og han fyldte springvandet med jord, plantede frø og lagde en masse kasseret frugt øverst. Lastet med alt dette gennemlevede etagere-springvandet derefter en række faser: Først lignede det en flot opsats af frugt, så rådnede det hele, så begyndte noget nyt at spire, og det så underligt ud, og så blev det egentlig ret flot. Og til sidst visnede alle planterne. Leben Still Leben var titlen på værket, og som stedsspecifikt projekt var det virkelig vellykket.
Del: