Ebeltoft. Maltfabrikken knejser dybrød og nyrenoveret over byen som symbol på en ny blomstring. Og nede i havnen er der samtidskunst både til lands og til vands.

Utopier ved vandet

Der står »Det rullende bibliotek« på bussen, som er parkeret ved siden af den nye kunsthal i Ebeltoft Havns rustikke omgivelser. Mandshøje mamutter er vandret fra deres fortidsliv i Mols Bjerge over på de store skydedøre, som onsdag til fredag eftermiddag slås helt op til Ebeltoft Kunsthal. Det er kunstneren Henrik Plenge Jakobsen, som har været på spil med udsmykningen, og med temaet »Forvildning« er det gennemgående, at de bidragende kunstnere henter inspiration i områdets natur og historie.

Når skydedørene er skudt til side, og kunsthallen står 50 procent åben for alverden, defineres den tidligere trælast ikke som et museum – hvad der ville kræve en forfærdelig masse dyre brand- og sikkerhedsforanstaltninger – men som skur, forklarer stedets kurator, Mathias Kokholm. Store skillevægge i spånplade sørger for at holde den friske blæst ved kysten ude af lokalerne. Indenfor er der overraskende veltempereret selv på en varm sommerdag, og akustikken er behagelig. I den ene ende af lokalet står et langbord dækket med bøger, som er relevante for den aktuelle udstilling – samtidig er kunstbiblioteket et lille nik til Mathias Kokholms anden professionelle side som mikroforlægger med forlaget Antipyrine, som har adresse i Aarhus. Det er fem år siden, at Kokholm selv rykkede til Djurs.

hhla
(f. 1966) er kulturjournalist og skriver især om design, æstetik og materiel kultur; har skrevet for Weekendavisen siden 2000. Oprindeligt ph.d. i Jødisk historie og kultur og har inden for dette felt skrevet bøgerne Den jødiske verden og Danske verdensreligioner: jødedom. Biografien En bid af paradis om Bjørn Wiinblad og hans plads i Efterkrigstidens design udkom i 2018.

Andre læser også