I beskrivelser af kulturhistoriens centrale skikkelser ligger ideen om den »sammensatte« og »modsætningsfyldte« kunstner ofte ligefor. Det er dog også en vinkel, der har det med at lande et sted mellem kliché og selvfølgelighed.

De fleste kunstnere er immervæk sammensatte skikkelser, ligesom det snarere er reglen end undtagelsen, at stor kunst opstår, når tilsyneladende modsætninger tvinges i kontakt med hinanden.