Kommentar. Hvorfor er det et problem, hvis man både kan sælge mode og lave kunst? Og hvorfor kan dokumentarfotografi stadig ikke anerkendes som kunst? Det kan det de fleste andre steder end i Danmark.
Slip fotograferne ud af kasserne
»Hvis du producerer til arkivsalg og kommercielle kunder, så er du død som kunstner.« Sådan husker jeg ordene falde i en samtale med en dansk fotograf i begyndelsen af 1990erne. Hun var en virkelig dygtig og kreativ fotograf, som levede på en sten og af alt muligt andet end indtægter fra sit fotografi. Jeg havde spurgt hende om, hvorfor hun ikke gik med i Billedhuset for ad den vej at få en mere stabil indtægt. Det var en sammenslutning af mange af de bedste danske fotografer, som leverede dokumenterende eller illustrerende fotografier til et fælles arkiv med kommercielt salg for øje. Dengang var det umuligt at leve som kunstner, hvis man lavede fotografi. Der var ganske få udstillingsmuligheder, og man kunne stort set ikke sælge fotografi. Altså i Danmark.
For i USA og Frankrig havde stort set alle de verdensberømte fotografer, som blev købt og udstillet af toneangivende kunstmuseer som Museum of Modern Art i New York, en eller anden form for kommercielt eller ikkekunstnerisk udspring. Irving Penn lavede reklame og mode, Richard Avedon mode og bestillingsportrætter, Henri Cartier-Bresson dokumentarisme, og Jacques Henri Lartiques fotografier var skabt som amatørbilleder af et barn. Alle blev de dengang vist, købt og hyldet som stor kunst på et sted som MoMA.
Del:
