Skræmt til døde

Tivoli er et sted, nostalgikere kan tage hen for at bade deres hjerner i kognitiv dissonans. Og ufiltreret rædsel, men det kommer vi tilbage til. Her er både frygteligt fake, et landskab af kulisser, hvorigennem grædende, solskoldede turistbørn med softice i håret strømmer. Samtidig er her ægte, gammeldags romantisk. Vejene bugter sig i kildebakker, det gør vuet hen over haven til et overdådigt postkort eller en scene med flere for- og baggrunde, blomsterkrukker og -bede bugner julifyldte; irrede kupler, kinesiske tårne, pariserhjul og trækroner danner en eventyrskyline, og i aften hænger en perfekt halv måne på en pudderosa himmel og foregiver, at det stadig er sommeren 1843, hvor haven åbnede.

Men rædslen, altså. Vi følger lyden af angste hyl til H.C. Andersen-slottet, som er blevet til Villa Vendetta, et spøgelseshus med levende performere. Da Tivoli søgte efter skuespillere lød det, som om de ledte efter folk til et freakshow, men helst ikke ville være politisk ukorrekte ved at indrømme, at de ledte efter folk til et freakshow. De søgte efter skuespillere, som »skal kunne udsende den her uhyggelige energi, vi kender fra gyserfilm, og gerne uden de behøver at gøre alt muligt ekstra«, og »alt fra performere, der er skræmmende høje til skræmmende lave«.