Anmeldelse: Sherwood. Spændingen holder i anden sæson af BBC-krimien. Minder og hemmeligheder mudrer fortsat opklaringsarbejdet; igen er det skildringen af alle følelserne, der gør det sindssygt velspillede drama uafrysteligt.
Skoven er dyb, men her er ingen ro
I BBC-serien Sherwood rasler vinden ildevarslende gennem Sherwoodskovens træer, mens jorden under Nottinghamshire sukker af en svunden storhedstid. I krimiens første sæson, som kom i 2022, skyggede fortiden for opklaringen af et mord. De gamle minesamfund var stadig splittede, alle kendte endnu skruebrækkerne og politiet fra de forgæves minestrejker og kampe i 1980erne: Minderne og fjendskaberne fra dengang dannede mønstre, der viste sig at være syner.
I anden sæson spøger fortiden igen, det er fristende at citere William Faulkner, selvom det næsten også er for oplagt, men altså: »Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid.« En glat forretningsmand vil genåbne minen i en såkaldt grøn, moderne version og skabe vækst, hvor jorden har været gold. Sagt med andre ord vil han genåbne et sår, og det er nemt, for skorpen er kun ganske tynd. Hvem er denne mand overhovedet, og hvis side var han på i 1980erne? Samtidig vikles to lokale kriminelle familier ind i hinanden, volden er først tilfældig, før øje for øje-hævntørsten skaber sin egen ulykkelige fremdrift.
Del:
