Kulturnote. På Tasmanien vokser kravet om en royal helligdag i anledning af søndagens kroning i København.
Skal dronning Mary have sin egen helligdag?
Når kronprins Frederik på søndag bliver kronet som konge af Danmark, bliver hans hustru, kronprinsesse Mary, samtidig den første australskfødte dronning nogensinde noget sted i verden.
Den kendsgerning har fået næsten 200 engagerede mennesker på den australske ø Tasmanien, Marys fødested, til at gøre krav på en helligdag på den kommende dronnings fødselsdag, den 5. februar.
»Vi mener, at hun bør fejres i stor stil!« siger gruppens talsperson, Tori Hodgman, til ABC Radio Hobart.
Ifølge Hodgman er mange af hendes tasmanske medborgere slet ikke klar over, hvor stort dette royale øjeblik vitterlig er. Heriblandt tilsyneladende delstatsregeringen, som næppe har i sinde at efterkomme Mary-tilhængernes krav om en hellig-, hyldest- og fridag:

»I regeringen er vi oplagt meget, meget begejstrede for, at Tasmaniens egen kronprinsesse Mary skal krones som dronning Mary af Danmark, og vi glæder os meget over den gode og muntre ånd, anmodningen om en helligdag må være fremsat i. Men vi overvejer altså ikke at gøre dagen (5. februar, red.) til en helligdag,« forklarer Tasmaniens fungerende premierminister, Michael Ferguson, til lokalmediet Pulse Hobart.
Ferguson lover dog, at han og regeringen snart har »meget mere at fortælle« om en helt særlig tasmansk gave til den kommende dronning. Om dette vil stille Hodgman og hendes ligesindede – for ikke at tale om Mary selv – tilfredse, melder historien endnu ikke noget om.
Del:



