Blodprøve. Hurtige milliarder, bits, blændværk og bedrag. Kan man forestille sig et bedre opgør med 2010erne end retssagen mod Elizabeth Holmes?

Silly Con Valley

Elizabeth Holmes-sagen har det hele: forfalskede underskrifter, overvågning, svimlende pengesummer, politiske forbindelser og et tragisk selvmord.

Uge to er knap nok overstået, og retssagen mod Elizabeth Holmes er allerede et cirkus. Hver morgen er der kø foran retten i San José, som lukker tilskuere ind efter først-til-mølle-princippet, og forleden havde en gruppe kvinder klædt sig ud som den svindelanklagede Holmes, der risikerer 20 års fængsel. Med uglet blond hår og de karakteristiske rullekravesweatre smilede de til kameraerne: »Vi er fans!«

Indenfor sker der også mystiske ting. Koryfæer som Henry Kissinger, den tidligere forsvarsminister James Mattis og mediemogulen Rupert Murdoch risikerer at blive indkaldt som vidner i den spegede sag, der kun på overfladen handler om svindel med blodprøver. Men i retssagens første uge var det en anden ældre herre, der stjal opmærksomheden på tilhørerrækkerne. Han bar baseballkasket og præsenterede sig for journalisterne som »Hanson«: en almindelig borger, der ville hjælpe medierne med at forstå den komplicerede historie om den 37-årige Elizabeth Holmes og firmaet Theranos. Manden forklarede, at han levede af at reparere gamle biler, og virkede opsat på at fremstå som en gennemsnitlig og jordnær fyr. Men noget ved hans fremtoning virkede forkert på flere af de journalister, han snakkede sig ind på. De eksklusive tøfler af mærket Salvatore Ferragamo, for eksempel. Eller at der stod »Bill« på hans papkrus fra Starbucks.

mabe
(f. 1980) er Weekendavisens korrespondent i Washington D.C., hvor han skriver om politik, økonomi og teknologi. Før Asienkorrespondent bosat i Sydkorea. Har blandt andet skrevet bøgerne Danmark Disruptet (2019) og Magteliten (2015).

Andre læser også