Nuvel, Ludvig Holberg var ikke blevet opsat i 300 år, hvis ikke hans dramatik behandlede eviggyldige emner, men er det alligevel ikke, som om Erasmus Montanus er særligt aktuel netop i disse år? Komedien om den ulideligt bedrevidende student Rasmus Berg/Erasmus Montanus, der vender hjem til sine forældre og må konstatere, at hans nyerhvervede viden ikke er gangbar på barndomsegnen, er dybest set en fortælling om en afgrundsdyb kløft mellem land og by, mellem jordbrugere og vidensarbejdere. I Erasmus Montanus’ intellektuelle København er Jorden blevet rund, mens den stadig er »flak« i forældrenes landsby, og landsbyboerne er mere imponerede af det volapyk, de kender fra degnen, end af den hjemvendte søns latinske verber – selvom moren er lige dele benovet og forfærdet over at blive forvandlet til en sten.

Lyder det bekendt? Uanset om vi taler boligpriser, ulve, uddannelsesniveau eller politisk overbevisning, så tegner der sig et billede af et land, der har delt sig i to. Læg dertil, at vi lever i et fragmenteret, AI-genereret nyhedsbillede, hvor alle får deres informationer fra stadigt mere tvivlsomme kilder, så det faktisk er svært at blive enige om, hvad der er virkeligt, og vi har en verden, der er underligt lig Holbergs virkelighed under det enevældige dansk-norske dobbeltmonarki.