Med soloudstillingen Svend Wiig Hansen – Gående, faldende, stående på ARoS vender gerningsmanden tilbage til sit åsted. Det var her, kun lidt længere oppe ad Vester Allé, at Wiig Hansen i oktober 1954 kom så galt afsted med sin eksplicitte betonskulptur Moder Jord, opstillet foran Aarhus Rådhus. Ikke alene borgmester Unmack Larsen, men også en kunstprofessor undsagde den robuste kvindekrop i fødestilling. Betondamen var for vulgær, ja »mexicansk« i sit udtryk, uegnet til udstilling i det offentlige rum, hvorfor to betjente måtte tildække hende, før hun lod sig fragte bort på ladet af en Falck-bil.

Ironien ville selvfølgelig, at tabernaklet gjorde Wiig Hansen landskendt. I efterkrigstiden og under Vietnamkrigen skabte han en række monumentale, apokalyptisk-humanistiske skulpturer, der viste mennesket som afmægtigt og dog håbefuldt. Heriblandt Mennesker i forvandling I og II og Den næseløse. Siden dengang med Moder Jord har Aarhus afklædt sig sin bornerthed, og Svend Wiig Hansen (1922-97) – der blev født i Møgeltønder, voksede op i Brande og uddannede sig i København – får nu lov at stå frem i egen ret som en af det 20. århundredes største kunstnere.