Psst! Iceage kunne sagtens se ud som nogle, man slår sig på – især når man har kontrasten mellem det nordsjællandske sommerland og den københavnske punk-rock-undergrundsscene, som har formet bandet og vice versa, in mente.
Salt i tilværelsens ulidelige lethed
Der er meget lidt punk-rock over at sippe kølig rosévin af genbrugsvenlige papkrus, mens solen er ved at gå ned i horisonten nær et af de smukkeste steder øst for Storebælt: Humblebæk, nærmere bestemt Louisiana. Paradoksalt nok sidder de fremmødte, der tæller en usædvanlig blandet skare denne fredag aften, ikke desto mindre og svajer frem og tilbage på hver deres sorte klapstol, i hvad der ser ud som et forsøg på at tøjle trangen til at kaste de lyserøde dråber op i luften, som var det Parken, vi befandt os i. Men det er det ikke. Det er derimod Parkscenen, placeret i et telt på Louisianas grønne plæne med udsigt over Øresund.
På scenen står, hvad der kunne være antitesen til de velfriserede mænd i nystrøgne skjorter, der er mere åbne end tilknappede, og sommerkjole- med dertilhørende cardiganklædte kvinder, som sidder henholdsvis under den udspændte teltdug og på bakken op mod kunstmuseet: Iceage. Siden deres femte album, Seek Shelter, udkom i maj, er det, som om det københavnske band for alvor er kommet ud over scenekanten til en bredere fanbase – i hvert fald er undertegnede endelig blevet en del af hulen trods deres siden debutpladen, New Brigade (2011), anmelderroste rejse.
Del:
