Velkommen til Serveret: Weekendavisens ugentlige madklumme, hvor avisens skribenter går i køkkenet og afprøver både udbredte og oversete råvarer, finpudser nedarvede opskrifter og kvalitetstjekker tidens virale livretter.

I dag er røg et tilvalg, men i store dele af menneskehedens historie har hverdagen formodentligt mere eller mindre uundgåeligt lugtet af lejrbål. Ifølge antropologen Richard Wrangham kender vi ikke til nogen befolkninger, der ikke tilbereder deres mad, og for størstedelen af vores forfædre var det uløseligt forbundet med ild.