Da Kasper Holten i midten af 00erne iscenesatte alle fire dele af Nibelungens ring, Wagners mastodontiske revolutionsepos fra anden halvdel af 1800-tallet, på Det Kongelige Teater, var det en hundredårshændelse. Ikke siden 1912 havde nationalscenen sluppet Brünnhilde, Siegfried, Alberich og de andre på hver sin måde skruppelløse oprørere løs mod de, også på hver sin måde, endnu mere skruppelløse guder i Valhal.

At Holtens projekt så med sin sublime balance mellem intimt drama, befriende humor og åbninger mod omverdenen – paralleller til 90ernes borgerkrige i Østeuropa, silhuetter af nedbrændte skyskrabere – var værd at vente på, ændrer ikke ved, at Ringens generelle fravær i København er bemærkelsesværdigt.