Regnbuer og rådden frugt

På Uffizi-galleriet i Firenze hænger et maleri af den italienske renæssancemaler Caravaggio, som i løbet af sit korte liv (han døde i en alder af 38) flakkede mellem Rom, Napoli, Malta og Sicilien. Maleriet forestiller Bacchus, også kendt som Dionysos, iført toga og blomsterkrans. Foran det rødkindede yngel står et fad med halvfordærvede frugter, han skåler selvfølgelig i vin, mens han betragter os nonchalant. Helt hen til maleriet skal man for at se, at hans fingernegle er beskidte.

Caravaggio malede Bacchus omkring 1596, men også i 2022 bliver vi dybt fascineret af motiver, som indeholder det skønne og det gyselige. Et nutidigt eksempel er anden sæson af White Lotus, som sluttede i denne uge. Serien er af gode grunde blevet sammenlignet med Ruben Östlunds guldpalmebelønnede Triangle of Sadness, for begge stiller nemlig skarpt på senmodernitetens dekadente overklasser og gør det ved hjælp af satire. Mens Ruben Östlund udsætter sine karakterer for diverse pinagtigheder ombord på et krydstogtskib (hvor er det forresten ærgerligt, at den måske bedste metafor for verden lige nu er blevet spildt på så sløj en spillefilm), så ankommer gæsterne i anden sæson af White Lotus til et luksushotel i Taormina på Sicilien.

»Hvis The White Lotus er satire, må det være over manden og hans plads i verden anno 2022. Serien er heldigvis også mere end det. Det er en samtale om, hvad der former vores begær, hvor grænsen går, og hvordan man kan nærme sig noget autentisk sammen,« skrev vores anmelder Sidsel Andersen for nogle uger siden. Efter at have set det sidste afsnit, hvor tradwife-figuren Daphne endelig træder i karakter og giver os opskriften på sin modstandsdygtighed (»You just do whatever you have to do not to feel like a victim of life, you know? You just use your imagination«), har jeg lyst til at tilføje, at serien også handler om, hvilken livsindstilling der skal til i dag for både at kunne rumme det, vi drømmer om, og det, vi frygter.

Noget af det samme skriver forfatter Christina Hagen om i ugens kultursektion. Denne jul tilbringer hun på den græske ø Tinos, og i essayet »En permanent juleferie« beskriver hun, hvordan hun hvert år, gerne omkring juletid, genser sin ynglingsfilm, Permanent Vacation af Jim Jarmusch.

»Et af de få steder, jeg hører til, og som jeg har lyst til at smelte sammen med, er filmen Permanent Vacation, da Allie beslutter sig for at tage til Paris. På kajen møder han en fyr fra Paris, der ligner ham til forveksling. Han er lige ankommet til New York i håbet om, at New York så bliver hans Babylon. Et eller andet sted, på den anden side af regnbuen, ligger drømmelandet, hvor enhver lykke og enhver skæbne er mulig,« skriver Christina Hagen.

Regnbuejagten har ført Weekendavisens italienskorrespondent Morten Beiter til bjergbyen Mussomeli på det centrale Sicilien. Her udbydes forladte huse til salg for den symbolske pris af én euro, og det har folk fra 18 forskellige lande indtil videre udnyttet. Men heller ikke her er alt idyl:

»Der er for eksempel nogle amerikanere – veganere fra Californien – som tilsyneladende har sat sig for at ændre på hele den sicilianske kultur. Hver gang de oplever noget, de ikke bryder sig om, og det er ikke så sjældent, får hele verden det at vide gennem de sociale medier, og der bliver protesteret hos borgmesteren. (...) Min pointe er, at sicilianerne har boet her i tusindvis af år, og så har de måske ikke brug for, at der pludselig kommer nogen udefra og fortæller dem, hvordan de skal leve,« siger den 57-årige australier Danny McCubbin til Morten Beiter.

Og nu er vi tilbage til Bacchus med det vidende smil og de sorte negle: Selv i det forjættede land rådner frugten.

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter. Denne uge er turen nået til fanboy Lars Bukdahl, som ikke overraskende tager godt imod Lana Del Reys nye sang:

Nogle sange lyder allerede som en evergreen, når man hører dem første gang, som om man allerede har hørt sangen tusind gange før og helst gerne hører den tusind gange mere. Sådan en sang er Lana Del Reys nye single »Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd«, som hjemsøger desto mere med titlens gådefulde symbolik: Hvad fanden vil det sige, eksistentielt, kærlighedsmæssigt, at der er en tunnel under Ocean Boulevard? Og hvad er det for øvrigt for en Ocean Boulevard, den i Los Angeles eller den i Miami, som har givet titel til Eric Claptons post-heroin-lp 461 Ocean Boulevard fra 1974. Florida nævnes, mens også Camarillo i Californien, der er henvisninger til »Hotel California« og sange af Harry Nilsson og John Lennon, men ikke til Clapton. Hvor end den er, så er den umulig at få ud af hovedet, den tunnel.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.