I en af de første scener fra den afsindigt gode nye sæson af dystersatiriske Emmy-vindende The White Lotus sidder to lokale unge kvinder nær kajen og forsøger at gætte, hvilken af mændene der har bestilt en date – den gamle gris, den høje, mystiske fyr eller måske den snart utro ægtemand? Lucia har nemlig en aftale med en af gæsterne ombord på båden, der sejler denne sæsons velhavende turistkuld på luksusferie til lyden af upbeat »A far l'amore comincia tu« af Raffaella Carrà fra 1978. Feriedestinationen er her i anden sæson det italienske turistparadis Sicilien, hvor plateauer af lyse klipper, gyldne liggestolshenslængte kroppe, turkisstribede parasoller og palazzoer udgør det syv dage lange komediedramas luksuriøse bagtæppe.

Sjældent har jeg glædet mig så meget til en sæsonafslutning (pressen har kun haft adgang til fem ud af syv afsnit!). Ikke så meget for mordmysteriet, jeg flere gange glemte, jeg var ved at se, men for seriens intense, raffinerede og humoristiske undersøgelse af emner som maskulinitet og begær.