Hvem savner ikke en afslappende ferie efter en lang pandemi? Ikke mig, kan jeg sige med sikkerhed i stemmen efter at have set den sorte komedie The White Lotus. For er der i grunden ikke noget underligt ved de ferier, som vi i vores arbejdssyge kultur binder alle drømme og håb op på? Nu skal vi endelig føle nærværets enkle sødme. Nu skal vi endelig have tid til hinanden. Men så rammer virkeligheden, og der står vi i hotelreceptionen og klager over, at der kun er varmebehandlet mælk på morgenmadsbuffeten, men egentlig skyldes utilfredsheden, at den himmerigeagtige opfyldelse af alle vores behov, vi troede, vi skulle opleve, ikke er indtruffet.

The White Lotus vil så gerne prikke i dette blå mærke i tidsånden, og den vil gerne sige kloge ting om, hvor tæt på hinanden turisten og kolonisatoren faktisk er, men den er desværre ikke særlig god til nogen af delene.