Genbefolkning. Mens de oprindelige indbyggere siver fra den italienske provins, rykker udlændinge ind fra alle verdenshjørner, lokket til af forladte huse til én euro og en drøm om et andet liv. I bjergbyen Mussomeli på det centrale Sicilien er de særligt gode til at sælge sig selv.
Nyt lys i vinduerne
MUSSOMELI – Viceborgmesterens skinnende sorte firehjulstrukne Mercedes glider langsomt op ad gaden Via Santa Croce, hvor de cementpudsede fleretagershuse med gesvejsede balkongitre læner sig fortroligt ind mod hinanden. Vi har gjort et kort stop på »Bar Piccadilly« for at hente noget højt besunget lokalt langtidsholdbart fyldt bagværk, ’mbriulata, og nu defilerer vi forbi opgangen til den lejlighed, hvor Siciliens engang så magtfulde mafiaboss Don Genco Russo levede sine sidste år, inden han i 1976 døde en naturlig, stille død i en alder af 83.
En af hans efterkommere fortalte mig engang, at denne mand, som ude i verden blev opfattet som »bossernes boss«, af sin nærmeste familie blev betragtet som lidt af en tumpe, og at børnene i kvarteret konkurrerede om at ramme ham med spytklatter fra balkonerne. Om det passer, er ikke til at vide. Viceborgmesteren, der hedder Toti Nigrelli og er fra partiet Lega, har svært ved at tro det.
Del:



