Under de pompøse barokskyer i kirkens træloft står såmænd Benedikte Hansen iført en smuk silkekåbe. Skuespilleren er i dagens og kunstens anledning præst og netop nu adskilt fra os – de ornatklædte, hvidkravede tilhørere på kirkebænkene – af et solidt gærde, der efterlader hende alene foran altertavlen i koret. Er hun beskyttet eller spærret inde? Fra salmetavlerne glimter engletallet 333.

Benedikte Hansen spiller præst i forestillingen. Pressefoto: Exit Stage
Benedikte Hansen spiller præst i forestillingen. Pressefoto: Exit Stage

Med forestillingen Knæfald i Asmild Kirke i Viborg bringer teatret Exit Stage og instruktør Rebekka Boyding dansk scenekunst tilbage til dét stærkt ladede kirkerum, som er dens fødested. Det var lige her, i Guds hus, at de religiøse dramaer og mysteriespillene fandt sted i århundreder, længe før teatret mod slutningen af middelalderen udviklede sig i en mere profan retning.