Pilen peger på det ligegyldige punktum

Det er noget underligt noget dét at lære et barn om årstiderne. Lidt som at forsøge at forklare klokken, uret, den store og den lille viser, de to pile i den runde cirkel, som hver peger demonstrativt på de udvalgte tal for at bestemme præcis, ved hvilken position vi befinder os, på denne dagens tinde. Det forekommer mig næsten at være til grin at insistere på at kalde noget for sommer, vinter, forår, efterår, at dele tiden, et år, op i fire store dele, især når delene yderligere kan skæres ned til mindre og mere komplicerede stykker, som dage, timer, minutter og sekunder. Men det forekommer mig først virkelig grinagtigt, det går først op for mig i dét øjeblik, det skal forklares for et menneske, som endnu ikke er blevet det, vi kalder for voksen. Og dog forklarer jeg alligevel. Om aftenen under vores godnatritual læser jeg bøger, taler med den store af dem om alfabetet, tallene, tiden, følelser, årstiderne. Jeg fortsætter, selv når jeg mærker, hvor langt ude det føles, hvor tåbeligt og konstrueret og dumt. Forår, sommer, efterår, vinter. »Mor, er det ikke vinter nu?«

Efterår er min yndlingstid på året. Man ved aldrig rigtig, hvornår efteråret begynder, og hvornår det ender. Det kommer ligesom snigende og forsvinder igen, uden at man lægger mærke til det. Bladene skifter farve, de ikke bare falmer fra deres grønne skrig til noget gult og brunt, nej, de lyser også op igen i deres nye orange skær, før de tørrer, krøller sammen og smuldrer ned på vejene, stierne, som det sidste snuller i en pose chips. Så træder jeg i dem, glider i dem, de er våde og ved at forgå, de rådner og bliver til ét med jorden under dem, eller de sætter sig under bilernes dæk og forsvinder ind i det piggede gummi, lidt efter lidt. Efterår er mørke og et pludseligt solglimt, som ingen tager for givet, alle vender sig mod solen i dét sekund, den løfter op i sin nederdel, ingen havde regnet med, at den ville gøre det, for alle er allerede i fuld gang med at forberede sig på vinteren, jakkerne, huerne, sengen uden luft i lagnerne, vanterne, mørket.