Essay. Indgange og Udgange. Hvor begynder en slutning, og hvor ender en begyndelse?
Enegænger
Et menneske ligger på den grønne græsskråning i et sort forvasket træningssæt med hænderne foldet over maven. Det er, som om menneskets hage har taget form som en bølge i havet, der har kastet sig ned i halsen, så ansigtets bund er sunket ned og blevet en direkte del af brystet. Selvom mennesket ligger direkte i solen, med øjnene lukkede, har vedkommende ikke taget sine briller af, måske fordi øjenlågene holder vagt og stadig kan bruge styrken i glasset til at holde udkig efter andre u-indbydende græsliggere.
På den bugnende grussti går hundeejerne tur med deres kræ, de sender blikke i retning af det opgivne træningssæts ejer i græsset, samler deres hundes afføring op i sorte poser, kalder på de lodne venner med deres finurlige navne og taler til dem som for at berolige sig selv. Luften er fyldt med små insekter, og en underlig blanding af lugten af lort og bilos blander sig med duften af blomster og forventningsfuld sommersol.
Del: