Anmeldelse. I den nye, rimelig gode Asteroid City får Wes Anderson til sidst fat om en gådefuld uro, der synes at åbne nye døre i hans ellers så kontrollerede univers.
Pastelfarvernes konge
Pressefoto: United International Pictures. Unknown
Wes Andersons billeder er noget særligt. Når jeg lukker øjnene og tænker på The Life Aquatic with Steve Zissou, ser jeg røde tophuer og turkise heldragter. Fra mesterværket The Royal Tenenbaums ser jeg Gwyneth Paltrows melodramatisk sortsminkede øjne – og selvfølgelig de røde Adidas-træningsdragter. Og fra The Darjeeling Limited er der ingen vej uden om jakkesættene.
Hver film er et perfekt miniaturedukkehus, altid propfyldt med a-liste-skuespillere, tegneserieagtig action, en distinkt tuttenuttethed, der gennemsuses af sorg, ironisk spundne såvel Hollywood- som forfattermyter, hurtigttalende, quirky karakterer og en imponerende spændvidde i variationerne over fænomenet overklassetristesse. Her er tableauer, interiør, dingenoter og uniformer af højeste vigtighed. Til gengæld kan jeg ikke – uanset hvor meget jeg prøver – komme i tanke om en eneste slutning. Filmene står for mig som en række eksperimenter udi virtuos æstetik, og de slutter derfor også, når den visuelle energi fuser ud.
Del:
