Tager man et nyligt udsendt festskrift til historikeren Nils Arne Sørensen og lægger et eksemplar af Politiken ovenpå, kan man på egen hånd konstruere en interessant dialog om partier og kunst mellem socialdemokraten Henrik Sass Larsen og kunstens verden.

Avisen skal være det nummer fra 26. juli, hvor Politikens kunstanmelder Mathias Kryger analyserer de syv malerier i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg, som siden 2018 har udsmykket væggene til erstatning for Maja Lisa Engelhardts monumentale og mennesketomme landskabsmalerier. Sidstnævnte kan for tiden ses på Odsherreds Kunstmuseum, hvor de hænger indtil 24. oktober.