Paranoia for fuld musik

Michelangelo definerede sig selv som billedhugger og arkitekt og så frem til at fylde Peterskirkens korrunding med en opmarch af statuer, der skulle bære kisten med pave Julius 2., men farver var billigere end marmor, så Michelangelo blev jaget op under loftet i Det Sixtinske Kapel for at male – og hvad det misfornøjede geni udrettede der, skabte for alvor hans ry. 

Händel får en lignende skæbne. Efter et utal af svimlende barokoperaer går hans teater fallit, og så sadler Händel om til oratorier, der opføres i kirker og er uden drabelige kostumer og kostbare kulisser. Og hvad sker – oratoriet Messias stiger op på stjernehimlen, og de mytologiske operaer synker bort i glemsel. Indtil nu, hvor deres mangel på borgerlig sentimentalitet og overflod af arier begynder at puffe en anden form for musikdramatik ind på scenen.