På sporet af den spildte tid

Jeg har sjældent været så rasende på min mand, som da han en novemberdag i 2020 henkastet nævnte, at han havde tænkt sig at blive oppe for at se resultaterne fra det amerikanske præsidentvalg tikke ind.

Han er ellers svær at blive sur på; i de snart 22 år, vi har været sammen, har jeg ikke været vred på ham mere end en håndfuld gange. Men tanken om, at han skulle sidde dér i sofaen til langt over midnat for at glo på nyhedsværter, der gennemgik stemmeoptællinger, fik blodet til at bruse varmt i mine årer.

En måned tidligere havde vi fået vores andet barn, og selvom min mand gjorde, hvad han kunne, var der praktiske og hormonelle dele af babyarbejdet, der tilfaldt mig. Jeg sov elendigt, og i min søvnhungrende tilstand var hans villighed til at ødsle med dyrebare nattetimer noget nær ubærlig. Det var som at se ham tømme en flaske Evian i afløbet, mens jeg selv var ved at dø af tørst.

Jeg holdt arrige tårer tilbage, og nogle uger senere, da den værste udmattelse var lettet, begyndte jeg at kunne se det komiske i min valgaftensvrede. Men jeg forstod også, at den afspejlede en fundamental ændring i vores liv.

Det var begyndt, da vi blev forældre fire år tidligere, men havde for alvor krystalliseret sig med barn nummer to: Vi var trådt ind i en ny verden, hvor tiden ikke bare var blevet en smerteligt knap ressource, den var også holdt op med at være vores egen.

Hver time vi spenderede på os selv, gik nu fra den andens pulje. Hvis jeg drak en øl med kolleger efter fyraften, måtte han bruge en ulvetime alene med børnene. Hvis han så en hel fodboldkamp, var det to timer, hvor han ikke ordnede noget i huset. Vi havde hvert sit sugerør, men vi drak af den samme milkshake.

Dette nye arbejdsfællesskab, hvor hvert optjent minut tilhørte kollektivet, gjorde mig nøjeregnende på nye og ikke særlig sympatiske måder. På weekendmorgener, hvor det var min mands tur til at sove længe, begyndte jeg at skele utålmodigt til uret på min iPhone. Ni timers søvn, var det virkelig nødvendigt?

JEG VAR IKKE kun nøjeregnende med min mands tid, men også med min egen. Jeg fik dårlig samvittighed, hvis jeg ikke brugte den fornuftigt. Når min mand tog børnene med på tur søndag formiddag, så jeg kunne få et par timer alene – han er mere tidsgenerøs, end jeg er – kunne jeg knap finde ud af at høre en podcast, hvis jeg ikke lagde vasketøj sammen eller ryddede op imens.

Fornøjelsen ved ølaftaler og biografture på hverdagsaftener blev nøje vejet op mod omkostningerne i form af tabt nattesøvn og manglende overskud dagen efter. Var det nu det værd?

Ironisk nok betød min modvilje mod at spilde tiden på at læse en bog eller gå en tur med musik i ørerne, at jeg endte med at sidde og glo på min telefon i stedet: At onlineshoppe kunne forsvares som et slags bidrag til husholdningen, at bladre gennem sladdertråde på Reddit var jo en form for journalistisk research.

Lidt efter lidt løsnede småbørnspraktikken sit jerngreb om vores hverdag.

Den sidste sutteflaske blev vasket og skoldet, putningerne blev kortere, den hullede nattesøvn helede. Min søn krævede ikke længere konstant opsyn, hans storesøster begyndte at lege på sit værelse med veninder i timevis.

En lørdag sidste år legede mine børn i baghaven (sammen! uden voksne!), mens jeg lagde vasketøj sammen i stuen, og da den sidste T-shirt i kurven var foldet, gik det op for mig, at jeg ikke havde noget næste punkt på min mentale to do-liste. Der var ikke noget, jeg var nødt til at gøre.

Man skulle måske tro, at det ville være enden på tidstyranniet. Men med de nye lommer af ubundet tid fulgte også en ny dårlig samvittighed.

Nu var der ikke længere nogen undskyldning for ikke at begynde at løbe eller fjerne det ukrudt, der var i gang med at sprede sig ind til naboen. Jeg kunne genoptage det aftenkursus i fransk, jeg havde opgivet for ni år siden, eller gå i gang med de køretimer.

Samtidig begyndte en ny slags tidspanik at melde sig. Nu, hvor dagene ikke længere føltes som en kamp for overlevelse, blev det pludselig tydeligt, hvor hurtigt det hele fløj forbi – de buttede små børnehænder, kildeturene, Disney-singalongs i bilen; om lidt ville det være fortid.

ENGANG VAR DET anderledes. Hvad brugte vi overhovedet tiden på, før vi fik børn? spørger nybagte forældre forvirret sig selv og hinanden, og for mit vedkommende er svaret: Jeg stenede.

Der var studier, fester og rejser, bevares, men mest af alt var der langsomme dage med tv og tømmermænd, PlayStation-spil i sengen på min kærestes kollegieværelse, togture til Nordjylland, hvor jeg bladrede i Ud & Se og kiggede ud ad vinduet i timevis. Jeg længes sjældent tilbage til min ungdom, men hvis jeg savner noget, er det dét: at bruge tiden uden at tænke over, om den kunne have givet et højere udbytte på anden vis.

I denne nye livsfase, hvor hver dag er fyldt til randen med mening og gøremål, er det svært at undslippe bevidstheden om tidens kostbarhed. Det ser ligefrem ud til at være skrevet ind i vores biologi: Aldersrelateret tidsacceleration kalder forskerne det faktum, at tiden går hurtigere og hurtigere for os, jo ældre vi bliver.

Det er jo egentlig ganske smukt. Men mon ikke det gælder for tid som for penge: Man bliver ikke lykkelig af at vende og dreje hver femøre, men ved at være generøs; måske endda en smule ødsel, når man har muligheden.

Jeg misunder de mennesker, der får maksimalt udbytte af deres tid. Dem, der sætter boller til hævning, når ungerne sover, står tidligt op for at træne og på forudseende vis planter tulipanløg om efteråret. Men det er ikke mig. Jeg er doven af natur, og nogle af de gyldne stunder i mit liv har været dem, hvor jeg har lavet noget nær ingenting.

Så nu vil jeg øve mig på at spilde tiden lidt mere. Indtil videre går det meget godt. I løbet af de sidste to måneder har jeg genset alle otte sæsoner af House, M.D., et soapy lægedrama fra 00erne, og i går købte jeg et spil til familiens nye PlayStation, som jeg skal spille med min mand på sofaen. Så kan vi spilde tiden sammen.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.