Absintgrøn. Hvis ikke man ved, hvordan den farve ser ud, så skal man bare gå på Ordrupgaard og få syn for sagen. Lige nu viser museet i Charlottenlund særudstillingen Café society med undertitlen Kunst og fællesskaber i belle époque Paris. Den samler et bredt udvalg af malerier og værker på papir, der undersøger forskellige aspekter af cafékulturen under la belle époque. Nattelivet på cafeerne er et af temaerne – herunder kunstnernes indtag og skildring af den mælkede, grønne absint.

Absintdrikkere var motiv for blandt andre Édouard Manet, Edgar Degas, Albert Maignan og Pablo Picasso, og Café society viser, at også Edvard Munch, Jean-François Raffaëli og Henri de Toulouse-Lautrec beskæftigede sig med absinten og dens virkning.