Da jeg engang i 90erne læste Douglas Couplands Generation X, forstod jeg for første gang, at jeg var en del af en generation. Af en gruppe individer, der havde det tilfælles, at vi var rundet af fjernsyn, kold krig, syreregn, aids og Murens Fald, og at vi var nogle løn-, titel- og karriereorienterede typer, som er mere optaget af os selv end af samfundet, eller som det hedder på moderne dansk: mere optaget af personer end af strukturer. Generation X var som litteratur betragtet en ret middelmådig bog, men den ramte en generations behov for at blive spejlet og bemærket, og Coupland blev i de efterfølgende år hidkaldt, når generationen skulle spankes for at være en flok egoister og ironikere. Hvilket var ofte.

Som Coupland skriver i bogen: »Hver generation har brug for at betragte den efterfølgende som utilstrækkelig, hvorved den afstiver deres kollektive ego«, og det er sandt, men for Generation X gælder det særlige forhold, at det ikke bare er den generation, der kom før vores, men også efter, som har haft brug for at afstive sit kollektive ego og give os skylden for alt muligt – for alt fra klimaforandringer til krige og for at være ligeglade med sexisme, kolonihistorie, religion og samtiden i det hele taget. Slap af, siger jeg bare.