Noget af det mest fascinerende ved det mægtigste magtspil er som bekendt, at der for de involverede parter alene findes to muligheder: magten eller intet. Man kan ikke være en smule konge, et formandskab kan ikke være delt. Enten har man kronen, eller også har man mistet den.

Dette er den eviggyldige præmis i Richard II (1595), et af Shakespeares mest poetiske, men også vanskeligst tilgængelige dramaer. Ikke fordi det er svært at forstå, hvordan den personlighedsforstyrrede barne- og ungdomskonge Richard 2. (1367-1400) mister magten og dermed gøder jorden for 1400-tallets Rosekrige mellem husene York og Lancaster. Men fordi den dramatiske kurve er mindre stejl og korrektionerne mere subtile end i eksempelvis Richard III (1594).