Nytteløst kønsskifte

Sagen kort: I et debatindlæg i Politiken skriver kommunikationschef for teatret Mungo Park, Firat Jacob Tas, at det ikke gør nogen forskel, at kvinder kommer til magten i kulturbranchen, når de blot viderefører gamle ekskluderende strukturer.

Bag det progressive ydre og de velmenende ord om diversitet og mangfoldighed er de nye magtfulde kvinder præcis lige så ekskluderende som deres mandlige forgængere. Og tilbage står, ifølge Firat Jacob Tas, dem med brun hud, accent og arbejderbaggrund. 

Weekendavisen spørger ham, hvordan kampen for repræsentation kan være mislykket for kvinderne, mens den fremstår bydende nødvendig for andre minoritetsgrupper.

– Du skriver i et debatindlæg i Politiken, at magten ikke er blevet mere mangfoldig. Den har blot skiftet køn. Hvad mener du med det?

»Min pointe er, at mangfoldighed ikke opstår automatisk, blot fordi man skifter manden ud med en kvinde. Hvis strukturen og fortællingerne forbliver de samme, så ændrer det ikke på, hvem kunsten er for, eller hvem der føler sig repræsenteret. Man skal huske på, at repræsentation skal forstås bredt, fordi det også handler om adgang og fordeling af magt og ikke kun demografi. Der er mange kvindelige ledere, som gør et fantastisk godt stykke arbejde, men der er også mange kvinder, som bare viderefører det, den hvide mand hidtil har gjort.«

– Du arbejder selv på et teater og er en del af kulturbranchen. Hvordan oplever du, at det ikke gør nogen forskel, om det er en mand eller kvinde, som sidder i chefstolen?

»Der er en forskel. Der er en helt klar forskel, men den forskel er ikke stor nok. Blot fordi kønnet er skiftet, er det ikke, fordi vi skal lægge barrikaderne ned og tro, at alt er godt. Og det tager jo sin tid med diversitet og repræsentation på alle parametre, men det er, som om kvinderne også er mere lyttende.«

– Det skal jeg lige forstå. Du skriver jo netop i debatindlægget, at det ikke gør nogen forskel, om det er mænd eller kvinder i toppen, om »magten har kjole på eller ej«.

»Det, jeg mener, er, at skiftet i køn ikke nødvendigvis ændrer noget i sig selv, hvis strukturen og forestillingerne om, hvad der er god kunst, og hvem der hører til, forbliver de samme. Jeg forsøger ikke at negligere forskellen – der er bestemt kvinder, der bringer nye perspektiver ind – men min pointe er, at det ikke må blive en sovepude. Strukturelle forandringer kræver mere end blot udskiftning af personer.«

– Kan du uddybe det?

»Det er svært at uddybe uden at tale om konkrete sager eller personer, og det ønsker jeg ikke. Det vigtige for mig er at tale om tendenser og strukturer – ikke individer.«

– Du behøver ikke hænge nogen personer ud. Jeg vil bare gerne forstå dit argument. Gør det nogen forskel, hvilket køn for eksempel en teaterdirektør har?

»Nej, det tror jeg ikke. For der er også mandlige ledere, som arbejder med repræsentation og diversitet. Så det er ikke bundet op på køn.«

– I århundreder har man talt om, at man gerne vil have kvinder til magten for at imødegå mænds blinde vinkler. På den ene side er det samme argument, som du bruger, når du gerne vil have flere personer med brun hud og arbejderbaggrund repræsenteret. På den anden side siger du, at det ikke gør nogen forskel, at magten har fået kjole på, fordi den blot reproducerer de samme strukturer. Ville det gøre en forskel, hvis den teaterdirektør havde arbejderbaggrund eller brun hud?

»Ikke nødvendigvis. Vi har jo alle vores blinde vinkler. Jeg lægger bare op til, at blot fordi man er kvinde, er man ikke fritaget fra de blinde vinkler. Det er jo en reproducering af de gamle mekanismer, altså den magtstruktur, der er. Det er den, der afgør, hvad der er god kunst, og hvem der er klar til at gå på scenen. Jeg savner, at vi kan tale mere ærligt om den magt, der ligger i adgang. Vi mangler jo mange stemmer fra virkeligheden, som vi aldrig lytter til.«

– Det bliver en smule abstrakt for mig. Skal jeg forstå det sådan, at det, du vil opnå med mere diversitet på direktørposterne, i virkeligheden er mere diversitet på scenen?

»Nej, forstå mig ret. Blot fordi man hyrer en med anden etnisk baggrund, er det ikke ensbetydende med, at det er et diverst teater. Det er en langsigtet proces. Skuespillere er jo kun ansat to måneder på et teater, og så er de ude igen. Det er jo ikke en langsigtet bæredygtig repræsentation på nogen måder. Det er, når der sidder kvinder eller homoseksuelle eller transpersoner i en bestyrelse, at de fanger, hvis deres egen identitet er underrepræsenteret. Så det er det, jeg siger. Bestyrelserne er ubalancerede. De er overhovedet ikke repræsentative på nogen måder. Jeg mener, at kunsten og kulturen skal afspejle det samfund, vi lever i. Og jeg mener jo ikke, at alle med anden etnisk baggrund skal indtage en scene, men det kunne da være sjovt, hvis Jeppe på bjerget blev spillet af en sort kvinde i stedet for.«

– Okay. Kan du så ikke blive helt konkret med, hvordan den ideelle repræsentation ville se ud for dig?

»Der er jo så mange ting. Det skal være mangfoldigt. En hvid kvinde kan stadig godt lave mangfoldige kulturoplevelser. Det kan den sorte mand også gøre. Reelt ved jeg det faktisk ikke. Vil du ikke lige gentage spørgsmålet?«

– Jo. Du nævner, at det ikke er nok blot at ansætte en person med anden etnisk baggrund i to måneder, og at det kunne være sjovt med en sort kvinde til at spille »Jeppe på bjerget«. Hvis det stod til dig, hvordan skulle repræsentationen så se ud?

»Jeg tror ikke, der findes én rigtig model for repræsentation. Det skal tænkes bredt og bæredygtigt. For mig handler det ikke om at sætte flueben ved køn eller hudfarve, men om at skabe en struktur, hvor flere forskellige livserfaringer og perspektiver reelt får adgang til magt og indflydelse – både i ledelser, på scenerne og i bestyrelserne.«

– Skal folk så ansættes på deres hudfarve i stedet for deres meritter?

»Det er en falsk modsætning, der desværre ofte dukker op i debatten. Selvfølgelig skal folk ansættes på kvalifikationer, men vi bliver nødt til at erkende, at adgang til kvalifikationer ikke er lige fordelt. Hvis vi bilder os ind, at alle har haft samme muligheder for at opnå meritter, overser vi de strukturelle barrierer, der systematisk holder visse grupper ude. Mangfoldighed handler ikke om at vælge den næstbedste, men om at udvide vores blik for, hvad kvalitet er, og hvem vi overhovedet ser som kvalificerede.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.