Indledningsvis noget så kedeligt som en begrebsafklaring: Før journalister opdagede ordet »autofiktion« og begyndte at bruge det til at betegne en hvilken som helst samling af ord, der kunne tænkes at relatere sig til virkelige forhold, havde det en noget mere snæver definition.

For at kunne kaldes autofiktion skulle et værk groft sagt leve op til tre kriterier: For det første skulle der være navnesammenfald mellem værkets hovedkarakter og virkelighedens afsender. For det andet skulle der være en tydelig læserkontrakt, der erklærede værket for fiktivt. For det tredje skulle der være en bevidst leg eller manipulation med selvsamme kontrakt. Som modtager skulle man sidde tilbage med en tvivl: Jamen var noget af det virkelig virkeligt?