Genkendeligt. Smukt iscenesat udstilling advokerer selvkritisk for neandertalernes bæredygtighed og milde menneskelighed.
Neandertaler tiltaler
Der har eksisteret mindst 25 menneskearter. Vi, den (foreløbig) sidste menneskeart, Homo sapiens, som oprindeligt levede i Afrika, nåede dog lige at formere os med neandertalerne; vi har simpelthen lidt af deres gener i os. På Statens Naturhistoriske Museum fortælles nu på opbyggelig vis historien om denne næstsidste menneskeart, der opstod i det nuværende Europa og Asien og uddøde for 40.000 år siden. Udstillingen om neandertalerne blev oprindeligt skabt til Moesgaard Museum; i forbindelse med den aktuelle opsætning på Statens Naturhistoriske Museum er der tilføjet ny viden og ekspertise.
Man starter genstandsmæssigt med desserten, for den allerførste genstand er faktisk hele udstillingens bedste: nemlig det helt forrygende og utroligt velbevarede 2,4 meter lange Lehringen-spyd af træ, som en neandertaler for ufattelige 120.000 år siden jog ind i brystet på en skovelefant i det nuværende Nordtyskland. Man ved det, fordi elefanten sank om på bredden af en daværende sø med spyddet i brystkassen, og spredte stenredskaber omkring det sunkne skelet viser, at neandertalerne nåede at bjerge kødlunser fra dyret. Tag lige at kigge intenst på spyddets udformning: Dets spids er skabt af et urmenneske, som formåede at føje materialitet til sin hensigt og handlekraft; det er lige til at få gåsehud af. Vores urmenneske har været så forhippet på sin sag, at det med dødsforagt og bankende hjerte har været helt inde under det vældige dyr for at sætte spyddet ind med døden til følge.
Del: