Når penge er alt

Det ømmeste øjeblik i Grønnegårds Teatrets opførelse af Molières komedie Den gerrige i Odd Fellow Palæets inderhave indfinder sig, da gnieren Harpagon med sit genvundne pengeskrin i hænderne alligevel i et splitsekund kan slippe det og føle kærtegnende på den skønne unge Marianes blå kjole. Ikke som vurderer af stofkvalitet, men som et farvel til den yppige verden, hvor han måske have kunnet udfolde et kønsliv, men hvor de knitrende pengesedler i hans skrin nu som tilforn er den sødeste musik, han kommer til at opleve. Karen-Lise Mynsters Harpagon er slank, ganske adræt og dog alligevel en vissenpind. At han er hovedpersonen i en komedie fra 1668 under den spirende barok tynger ham ikke, når han spankulerer rundt i sin gråmelerede figurjakke og knæbukser, som hører en senere epoke til.

Hans børn, der tror, de er moderne, er derimod iklædt flamboyant 1600-talsdress. Sådan er Harpagon i sin egen evighed, et højst levende fremtidssikret spøgelse. Forklædt som indtørret mand fremmaner Karen-Lise Mynster et stykke engelsk landadel i tweed, mens den fuldtonende franske barok uanfægtet svæver omkring hende. Med opstrøget gråt hår og koket fipskæg er det lige før, at denne vimse mand kunne klemme sig ind blandt jagtselskabet i Downton Abbey. Men dog alligevel ikke. Et sådant fabeldyr udklækkes kun i Molières verden, og for at give ham lykke på tidsrejsen har Jesper Kjær i sin herligt galoperende oversættelse forsynet Harpagon med fede banknoter, hvor det på Solkongens tid selvfølgelig har været klingende Louis d’Or, der raslede i pengeskrinet.