Ligesom Shakespeare havde sin troldmand, Prospero, i Stormen, havde Ibsen sit aldrende alter ego, Arnold Rubæk, i Når vi døde vågner. Henrik Ibsens sidste stykke gør boet op: Hvilken pris har kunstneren – og ikke mindst muserne, modellerne og konerne – betalt for den store kunst? Hvilke ofre kan retfærdiggøres i kunstens navn?

I Når vi døde vågner gælder det altså billedhuggeren Rubæk (Benjamin Kitter), der efter verdenssucces med skulpturen Opstandelsens dag har trukket sig tilbage med sin unge kone Maja (Rosemarie Mosbæk), men de lider begge under ægteskabet og de evige ferier. Det er på en af disse ferier, vi møder dem: to badekåbeklædte skikkelser ubevægelige i hver sin strandstol.