Moseligets moral

Sagen kort: Museer verden over diskuterer, om det er etisk forsvarligt at udstille de døde. En række medlemmer af det britiske parlament anbefaler i en rapport, at menneskelige rester, som er anskaffet på kolonial vis, skal fjernes fra montrerne.

Direktøren for Museum Silkeborg, Ole Nielsen, mener, at det er en kulturel berigelse at kunne spejle sig i fortidens mennesker.

– Synes du, det er okay at udstille menneskerester på museer?

»Overordnet set, ja. Jeg kan godt se, at der kan være nogle etiske problemer, hvis det drejer sig om folk, som man kender. For eksempel hvis man lige pludselig stødte ind i sin egen oldefars skelet på et museum. Men så længe det er i anonymiseret form, så synes jeg faktisk, at det er helt okay.«

– Hvorfor?

»Det er jo ikke for Egtvedpigens eller Tollundmandens skyld, at vi udstiller dem. De kan sådan set være ligeglade. Vi gør det, så vi kan hjælpe os selv med at forstå, hvem vi er, og hvordan vi skal leve vores liv. Og den forståelse bliver meget stærkere, når man som beskuer står over for nogle menneskelige rester såsom et kranium af en for længst afdød person. Det bliver til et møde, ansigt til ansigt, med et menneske fra fortiden. Disse møder udspiller sig især på museer som Museum Silkeborg og andre, der har moselig udstillet, fordi de er så velbevarede. Man kan genkende sig selv i Tollundmanden på en måde, som skaber en forbindelse mellem vores tid og hans tid for 2.400 år siden. Det giver anledning til nogle gode eksistentielle refleksioner.«

– Hvorfor er det vigtigt at have det rigtige lig udstillet? Kunne man ikke nøjes med en replika af Tollundmanden?

»For nogle år siden var der en udstilling på Moesgaard om Pompeji, hvor de havde lavet replikaer af skeletterne og placeret dem i dødsøjeblikket ligesom de originale. Men det rørte mig slet ikke på samme måde, som dengang jeg så de originale mennesker i Italien. Det gælder alle ting på museer. Det har bare en stærkere udsagnskraft, hvis det er det originale.«

– I har netop åbnet en ny udstilling med blandt andet skeletter fra en nyligt udgravet middelalderkirkegård i Virklund og fra Museo delle Mummie i Italien. Gælder der den samme udstillingsetik her?

»Ja, det er det samme. Der er ikke nogen af de skeletter, vi udstiller, som man vil kunne føre frem til en nulevende person.«

– Er der nogen menneskerester, du ikke vil udstille?

»Ja, det er der. Hvis det handler om asymmetriske magtforhold, hvor menneskerester er indsamlet på en uetisk måde af for eksempel tidligere kolonimagter. Det synes jeg er problematisk. Og det er også årsagen til, at man ser det naturhistoriske museum i New York fjerne menneskelige rester fra deres udstillinger. Jeg vil heller ikke udstille menneskelige rester, hvis materialet er identificerbart. Hvis man tog over i Assistens Kirkegård og gravede H.C. Andersen op, så ville jeg synes, at det var uetisk at udstille hans skelet.«

– På Glyptoteket er de meget lydhøre over for kritikken og er ikke sikre på, at de har deres mumier udstillet om ti år. Kunne I finde på at holde op med at udstille Tollundmanden?

»Det er ikke en utænkelig situation. Men det ville kræve, at vores museumsgæster ikke havde lyst til at se ham længere. Når vi taler om at udstille menneskelige rester, så er det jo ikke af hensyn til de udstillede mennesker, så er det af hensyn til os selv. Hvis der opstår en folkelig opinion og et flertal af museumsgæster, som ikke længere vil se menneskelige rester, er vi naturligvis lydhøre. Men jeg vil argumentere imod det, fordi det er en kulturel berigelse at kunne betragte menneskelige rester og især moselig, som på mange måder er naturens mesterværker. Men i sidste ende er det ikke mig, men vores gæster, som vi laver museum for.«

– Oplever I, at nogen bliver stødt af at se Tollundmanden?

»En sjælden gang imellem finder det sted, men jeg tror, at det kan tælles på en eller to hænder i de 14 år, jeg har været her. Typisk er argumentet, at vi skal lade ham hvile i fred.«

– Tollundmanden har jo sådan set heller ikke givet samtykke til at blive udstillet. Er det så ikke forkert at udstille ham?

»Det er rigtigt nok. Det har han jo ikke. Men man skal huske på, at ingen af de genstande, man finder på noget som helst museum, er blevet fremstillet med henblik på at blive udstillet. Vi udstiller ting på museer, herunder menneskelige rester, for at forstå os selv i en større kontekst.«

– Får denne diskussion dig til at genoverveje jeres omgang med skeletter og moselig?

»Det er noget, vi hele tiden drøfter. Men vi synes stadig, at det er relevant og interessant at udstille menneskelige rester, som vores nye særudstilling Skeletter beretter også understreger. Vi tror på, at det er lærerigt at se en gammel lårbensknogle, som har tilhørt en jernalderkriger, der viser gnavespor efter en ulv. Det viser, at krigeren har været efterladt i det fri efter slaget, hvor han blev dræbt, og at man først efter en rum tid har samlet knoglerne ind og lagt dem i en sø. Det fortæller om, hvordan man har behandlet de faldne efter militære sammenstød for 2.000 år siden. Til gengæld tænker vi også meget over, hvordan vi præsenterer det, og er meget bevidste om, at vi for eksempel ikke skal lave et halloweenarrangement, hvor man skal ledes igennem udstillingen med pandelamper på, så skeletterne bliver ren underholdning.«

– Hvad ville det betyde for Museum Silkeborg, hvis I ikke kunne udstille Tollundmanden længere?

»Vi ville miste vores store stjerne. Tollundmanden er jo et verdenskendt fund. I sidste uge talte jeg med BBC, som gerne vil lave en dokumentar om ham. Den slags oplever vi hele tiden. Han er på niveau med Tutankhamon og andre fund i den kaliber, så vi ville være meget kede af, hvis vi ikke kunne udstille ham længere.«

– Er Tollundmanden stadig udstillet om ti år?

»Ja, det tror jeg. Bestemt. Men hvis du havde spurgt mig for ti år siden, om NATO stadig i 2025 ville være den ubestridt stærkeste forsvarsalliance, så havde jeg nok også sagt ja.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kulturdebat i serien Spurgt.