MeToo før skriften

Det er ikke helt nemt at finde en indgang til Cinemateket i København i disse måneder, for et gigantisk stillads holder huset i et jerngreb, der skal ende i en biograf på toppen.

En tung skydedør skiller den ellers hyggelige foyer fra restauranten. Den hedder (u)passende Sult. Nu er den en del af dagens event, her skal serveres tapas og en drink, en Dorothy's Sea Breeze, fordi Cinemateket viser filmen Tootsie, en klassiker fra 1982 med Dustin Hoffman forklædt som kvinde og Jessica Lange som kvinden.

En mindre flok har fundet kombinationen uimodståelig og venter lidt usikkert foran en lukket dør. Tre minutter over bliver vi lukket ind og kan tage plads på højskolemanér ved aflange borde, hvor tallerkener er sat frem med diverse, mens Dorothy's Sea Breeze (Hoffman hedder Dorothy i filmen) kan afhentes ved hjælp af høflig selvbetjening. Det viser sig på forespørgsel at være en uhyre syrlig blanding af tranebærjuice og vodka og appelsin/grape? Hvis man vil have vand, kan man hente det by the glass.

På tallerkenen: en lille suppe, en blanding af jomfruhummer og gulerod, den smager af ingen af delene. En trist lille bunke grønt med lyserødt på toppen – spidskål med varmrøget laks smuldret ud over – bresaola og en klat cream cheese samt et stykke comtéost druknet i syltede valnødder. Der ligger et dunkende technobeat i baggrunden, som om nogen har en fed fest kørende et hemmeligt sted i Filmhuset, jeg forlader bordet i utide og trækker kølig københavnerluft til klokken bliver 18, hvor filmen begynder.

Serviceoplysning: Man kan nøjes med at se film, når der er den slags events.

Programansvarlig Lone Sardemann byder velkommen, mens Dustin Hoffman troner på lærredet i et still fra filmen. Flot figur, Hoffman i stramtsiddende, knaldrød pailletkjole med slids, hvorfor siger de flere gange i filmen, at hans Dorothy er fed?! Stemningen er virkelig god, nogle af dem, der har bundet Dorothy's Sea Breeze, tumler grinende ind på rækkerne. Sardemann tager tidsånden i ed og siger, at kønsrollerne nok opleves anderledes end i 1982, og så knitrer den originale 35 mm-film Tootsie frem på lærredet i de smukkeste farvemættede billeder, og vi i biografmørket bliver én samlet organisme uden for verden.

Resumé: En fremragende, men krævende skuespiller, Michael Dorsey (Hoffman), kan ikke få arbejde, fordi han er for høj, for lav, for-kert! Han beslutter sig for at gå til casting på en kvinderolle i en soapopera, et hospitalsdrama, forklædt som en kvindetype, der knap nok findes selv i 1982, får rollen og revolutionerer den totalt dødssyge serie ved at knække mændenes (instruktørens, den mandlige hovedrolles etc.) selvfølgelige forhold til sexisme, klap bagi, uønsket snaven på settet og i det hele taget. Det er MeToo avant la lettre, og det er SÅ sjovt. Dustin Hoffmans Dorothy bliver selvfølgelig forelsket i Jessica Langes Julie, og man bliver forelsket i både ham og hende og ham som hende. Tootsie holder maks, hvis tiden synes noget andet, er det den, der er åndet.