Anmeldelse: Enzo. Laurent Cantet og Robin Campillo har i årtier skildret arbejde og identitet i deres filmsamarbejde. Enzo er undfanget af Cantet og færdiggjort af Campillo, og den aparte rollefordeling afspejler sig i en vægelsindet film.
Mesteren og lærlingen
Det mest opsigtsvækkende ved den franske film Enzo er creditsekvensen, inden vi ser det første billede. »En film af Laurent Cantet« står der på lærredet. »Instrueret af Robin Campillo.«
Cantet er en af fransk films mest pålidelige arbejdsheste, og Campillo er hans lærling. De har skrevet en håndfuld film sammen til Cantet, som Campillo har klippet, og i 2010erne begyndte lærlingen også selv at instruere. Den særprægede rollefordeling i Enzo skyldes, at der er tale om endnu et manussamarbejde, som Cantet skulle have forløst. Cantet havde netop castet filmens to hovedroller, da han døde efter et pludseligt og kort kræftforløb. Campillo besluttede, at det eneste rigtige ville være, hvis han overtog filmen og instruerede den i Cantets ånd.
