En ung kvinde sidder på bagsædet af en postkasserød sportsvogn, der skærer sig gennem et anonymt tysk sommerlandskab. I bilen sidder desuden hendes kæreste og to af deres venner. Den ene af dem beder hende identificere tonearten i en sang, der strømmer ud fra bilens anlæg. Hun gør det på få sekunder. Langs vejen får hun øjenkontakt med en midaldrende kvinde ved et lille hus.

Men overordnet set fremstår hun mut og utilpas. Da de fire skal med et tog videre, beder hun sin kæreste om at blive kørt hjem igen. Han gør det modvilligt, og i næste klip er de på vej tilbage langs den smalle markvej. De skændes, og kæresten er nær ved at påkøre den midaldrende kvinde ved det lille hus. Han undskylder og kører videre. Kameraet bliver hos kvinden, som spejder efter den røde bil. Ved det næste sving forulykker den. Den unge mand dør, og den unge kvinde overlever næsten uskadt.