Britisk forstad, 1953. Hver morgen mødes de unge kontorfolk. De bærer alle uniformen: nålestriber, bowlerhat, mappe; avis under armen, en fornuftig paraply. De tager toget ind til London, står af på Waterloo Station og går over broen. De er ens som på et Magritte-maleri. Eller som der står i T.S. Eliots myldretidsdigt: »Så mange – jeg vidste ikke, at døden havde taget så mange.«

Synsvinklen er lagt hos en ny rekrut. Peter Wakeling (Alex Sharp) har sin første arbejdsdag på Kontoret for Offentlige Arbejder i London County Hall. Han deler kupé med de øvrige bureaukrater. Flere taler trøstende til ham. Og ved en af de første stationer er det vigtigt at blive set af »the old man«. »Nej, han rejser aldrig sammen med os,« siger en af Wakelings kolleger.