Medea som impuls

Ingen kalder deres døtre Medea. Gerne Elektra, til nød Kassandra, men fra den græske oldtid forbliver nogle navne i historiens mulm og plastres ikke på nulevende skabninger. Medusa venter vi heller ikke at skulle følge til børnehaven. Englænderne er vilde med Penelope, den langmodige hustru til Odysseus. Hun florerer endnu ikke hos os. Gudinderne Artemis og Afrodite synes reserveret til kæledyr, som Diana og Venus har de dog vundet indpas hos os mennesker. At vågne op i et parcelhus og opdage, at man skal tage Medeas skæbne på sig, er chokerende nok til, at man skriger som en besat.

Astrid Saalbach skrev et skuespil, Aske til aske, støv til støv, om den kvinde fra vor nutid, der i smug rejste til Bornholm for at brænde sin elskers hustru inde og derudover fik dræbt ægteparrets to børn. Så er man en Medea. Tammi Øst spillede hævnersken ved uropførelsen i 1998 på Husets Teater, iscenesat af Søren Iversen og med scenografi af Birgitte Mellentin. Det er at fødes som et sådant monster, der får Signe Egholm Olsen til at skrige som i veer, uden at vi ser hende. En lille flok spraglede kvinder står uden for huset og bliver det kor, der er med i de græske tragedier som tilskyndere eller skrækslagne, når en menneskeskæbne kommer i skred mod afgrunden. Der er også en amme, som spiller, som man spiller en amme (Christiane G. Koch), og en hersker, som spiller, som man spiller en hersker (Jens Jørn Spottag). Senere en ægtemand, som er så banal, som en livsledsager kan være (Rasmus Bjerg). Alle spilles de af brættet, når den reinkarnerede Medea viser sig.