Egentlig skulle den her artikel være gået i en anden retning. Den skulle for det første være et forsøg på at forstå, hvorfor strik igen er blevet moderne. For det andet skulle jeg have bragt hovedpersonen, Lærke Bagger, ud af hendes vante rammer, omgivet af garnnøgler i alle regnbuens farver. For at udfordre det billede, hun giver af sig selv til sine mange følgere på sin Instagram-profil og i sin debutbog, Lærke Bagger strik, der begge indeholder personlige anekdoter, billeder og strikkeopskrifter. Og ærlighed. Men sådan gik det ikke.

Lærke Bagger tager imod i sit værksted på Nørrebro i København, og selvom det efter hendes mening er stort nok, kunne det snildt være fire gange større. Det ville dog ikke ændre ved, at reoler, hylder, skuffer og kasser fortsat ville være fyldt til randen med garn. Alligevel virker rodet organiseret, farvekoordineret, meningsfuldt. Inden vi når at sætte os ned, er hun i gang med at finde en bunke med hæfter, såkaldte »procesbøger«, frem. Hun viser nogle billeder af sin afgangskollektion, fra dengang hun dimitterede fra Designskolen. Hvide strikkjoler dyppet i store kar. Som stearinlys, der er på vej til at skifte farve. Dip dye, hedder det. En proces, hvis udfald man ikke kan kontrollere på grund af temperaturudsving og farveforhold.