Værksted. Aarhus’ nye arkitektskole er et vederkvægende pust midt i den generiske arkitektur, som kravler frem overalt.
In situ
Danmarks første arkitektskole blev som institution oprettet i 1754 i København, men det er først nu i juni 2021, at arkitektuddannelsen får et hus, som er bygget til formålet.
Skolen i Aarhus blev grundlagt i 1966 og har siden da været fordelt over noget, man med et moderne udtryk kunne kalde en »bycampus«; lokaler og auditorier fordelt på begge sider af Nørregade i forskellige huse bygget til andre formål (på nær auditoriet). Eller gemt er måske et bedre ord end fordelt. For det var svært at finde rundt. Censorer og andre udefra fór altid vild i komplekset, kun et sted gik man aldrig fejl af, nemlig Aarhusskolens berømte kantine. En af de hyggeligste af slagsen i Danmark og stedet, hvor enhver arkitekt med respekt for sig selv sørgede for at komme.
Del: