Modbilleder. Fotografiet sætter kroppe i bås og kan have ødelæggende effekter for selvværdet. Men det kan også anvendes til at nedbryde grænser og stereotyper. En håndfuld nye fotoprojekter viser hvordan.

Magtfuldt billedsprog

Siden sin opfindelse har fotografiet elsket kroppen. Gennem det fotografiske blik på netop den har vi op gennem mediets historie spejlet os i, sammenlignet os med, identificeret os med berømtheders og fotomodellers perfekte kroppe.

Men samtidig har kunstnerne også altid leveret modbilleder, der nuancerer og korrigerer: André Kertész' surrealistisk forvredne kroppe fra 1930erne eller Claude Cahuns kønsflydende selvportrætter fra samme periode. Joel-Peter Witkins eller Catherine Opies smukt skildrede meget tykke s/m-kroppe i 1980erne og 1990erne, Hannah Wilkes eller Jo Spences selvportrætter af deres egne kræftramte kroppe omkring 1990, Rineke Dijkstras sårbare teenagekroppe fra samme periode. Bare for at nævne nogle fotoklassikere.

sandbye
(f. 1964) er cand.mag. og ph.d. i litteraturvidenskab og moderne kultur, professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet og kunstanmelder. Hun har været kunst- og fotografikritiker ved Weekendavisen siden 1995. Har bla. skrevet Det iscenesatte fotografi, Mindesmærker. Tid, erindring og historie i fotografiet, Manual til Dansk Samtidskunst (sammen med Lisbeth Bonde) og Kedelige Billeder, fotografiets snapshotæstetik og redigeret Dansk Fotografihistorie og Digital Snaps - The New Face of Photography.

Andre læser også